Her er de svenske royale mærkedage i 2019
Et nyt år har taget sin begyndelse, og forude venter diverse fødselsdage, bryllupsdage og andre mærkedage.
For den svenske kongefamilie er der blandt andet prins Carl Philips 40-års fødselsdag den 13. maj at glæde sig til, ligesom han og prinsesse Sofia den 27. juni kan fejre, at det er fem år siden, de blev forlovet.
En del halvrunde fødselsdage i 2019
Samme dag har svogeren Chris O'Neill, der er gift med prinsesse Madeleine, fødselsdag og bliver 45 år.
Der er ifølge Svensk Damtidning en del andre halvrunde fødselsdage i den svenske kongefamilie i 2019.
Således bliver Marianne Bernadotte, enke efter Sigvard Bernadotte og svigerinde til Danmarks dronning Ingrid, 95 år den 15. juli.
Kong Carl Gustafs søster, prinsesse Margaretha, bliver 85 år den 31. oktober, og den 6. december fylder prinsesse Sofia 35 år.
Kronprinsesse Victorias forlovelsesdag
I den svenske kronprinsessefamilie er der to særlige mærkedage i år.
Den 14. februar er det 10 år siden, at Daniel Westling faldt på knæ og friede til kronprinsesse Victoria, og 10 dage senere, den 24. februar, kunne det lykkelige par dele nyheden om det forestående giftermål med hele verden.
Kronprinsesseparret blev gift den 19. juni 2010 og kan således fejre 10-års bryllupsdag næste år.