
Her er forklaringen: Derfor er ingen danske kongelige med til prinsesse Ines’ barnedåb

Du har måske undret dig over, hvorfor hverken kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe eller prinsesse Benedikte står på gæstelisten til prinsesse Ines’ barnedåb, der i dag finder sted i Slotskirken på Drottningholm.

Det svenske kongehus har tidligere i dag offentliggjort gæstelisten til barnedåben af prins Carl Philip og prinsesse Sofias datter, prinsesse Ines, og her fremgår det, at ingen danske kongelige deltager.
Forklaringen er dog ganske naturlig.
Der er nemlig ikke tradition for, at udenlandske kongehuse er repræsenteret ved en royal barnedåb, når det ikke er barnet af en tronarving, der døbes.
Prinsesse Ines er datter af prins Carl Philip, der er lillebror til den svenske kronprinsesse Victoria.
Det danske kongehus deltog derfor i sin tid i barnedåben af kronprinsesse Victoria og prins Daniels to børn, prinsesse Estelle og prins Oscar.

Der er derfor intet unaturligt i, at det danske kongehus er fraværende ved dagens barnedåb.
Det gjorde sig ligeledes gældende, da prins Carl Philip og prinsesse Sofia i sin tid døbte deres tre ældste børn, prins Alexander, 9, prins Gabriel, 7, og 4-årige prins Julian.
