Her nyder Victoria og Daniel hvedebrødsdagene
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel kan i øjeblikket fejre deres bryllupsrejse i Fransk Polynesien, en øgruppe i det sydlige Stillehav.
Det skriver den svenske avis Expressen, der ligeledes kan fortælle, at det nygifte royale par fløj via Vancouver i lånt privatfly, før de landede på Tahiti mandag aften.
Da brudeparret forlod deres bryllupsfest natten til søndag, foregik det i al hemmelighed, og kun de nærmeste venner og familie fik besked, før Victoria og Daniel forsvandt gennem en hemmelig udgang fra slottet og herefter hastede til Arlanda Lufthavn.
Bryllupsrejsen har været planlagt gennem længere tid, og de få personer, der har været involveret, har virkelig været dygtige til at holde kortene ind til kroppen.
Hoffet har ikke ønsket at komme nærmere ind på parrets bryllupsrejse. Hofmarskal Lars Hjalmar Wide vil dog godt bekræfte, at Victoria og Daniel er taget af sted, men som det er kutyme, ønsker han ikke at uddyb dette nærmere.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel viste hele verden deres dybtfølte kærlighed for hinanden ved lørdagens eventyrlige bryllup. Nu kan de nyde hinanden, forhåbentligt uforstyrret, på tomandshånd - et sted derude.