Højgravide prinsesse Sofia til velgørenhedsmiddag
Prinsesse Sofia skal snart føde sit første barn, men det forhindrer ikke prinsessen i utrætteligt at arbejde videre for sin organisation, Project Playground, som hun selv har været med til at grundlægge.
Fredag aften stod den, for femte år i træk, på velgørenhedsmiddag til fordel for organisationen, og prinsesse Sofia ville ikke gå glip af den flotte aften.
Heller ikke selv om prins Carl Philip måtte melde afbud i sidste øjeblik.
Derfor var prinsessen taget til Gøteborg, hvor middagen blev serveret i Auktionsverket Kulturarena.
Aftenen indeholdt også en auktion, hvor donerede gaver blev bortauktioneret til fordel for Project Playground.
Det var blandt andet muligt at byde på en tur til London med overnatning og billetter til en fodboldkamp i den bedste engelske række, Premier League, samt mange andre oplevelser inden for kunst, kultur og sport.
LÆS MERE: Prinsesse Sofia og prins Carl Philip strålede til sportsgalla
Prinsesse Sofia måtte undvære prins Carl Philip
Det var meningen, at prinsesse Sofia skulle have haft selskab af sin mand, prins Carl Philip.
Men han var blevet syg og måtte blive hjemme i Stockholm efter lægens råd.
- Kongefamilien prøver altid at være med til events, man har planlagt, men nogle gange går det ikke og dette er sådan et tilfælde. Det er tid for forkølelser og han har blandt andet feber, forklarede hoffets kommunikationschef Margareta Thorgren til den svenske avis Expressen.
Får du BILLED-BLADETs nye nyhedsbrev? Klik her og meld dig til!