Inden den officielle fest: Sådan fejrer familien Victoria
Meget er ikke som det plejer under kronprinsesse Victorias fødselsdagsfejring på Öland i år, på grund af coronavirus.
Dog er der en tradition, som kronprinsessefamilien helt sikkert også holder fast i denne gang - den private morgenfejring.
Kage og sang
I kronprinsessefamilien bliver dagens fødselar nemlig altid fejret på helt særlig og hyggelig vis.
Prins Daniel har således tidligere afsløret overfor svenske Expressen, at hans hustru om morgenen bliver fejret på festlig vis med jordbærtærte og sang.
Også kronprinsesse Victoria har tidligere fortalt til Svensk DAMtidning på selve dagen, at hun blev fejret fra morgenstunden.
– Estelle og hendes far kom ind og sang for mig. Det var rigtig fint, lød det fra hende.
Og kigger man på nogle af de tidligere officielle fødselsdagsbilleder af prins Oscar, 4, og prinsesse Estelle, 8, kan man se, hvor stor glæde kagerne vækker hos især de yngste.