
Kæmpe overraskelse: ABBA-stjernes søn med til kongelig barnedåb

Fredag den 13. juni var en ganske særlig dag i det svenske kongehus.
Her blev prinsesse Ines døbt i slotskirken på Drottningholm for øjnene af familie og venner.

Hele den svenske kongefamilie var naturligvis mødt op sammen med prinsesse Sofias familie, men på gæstelisten fandt man også et noget overraskende navn.
Ludvig Andersson var således inviteret med sammen med sin hustru Milana Schoeller.

Det navn ringer muligvis ikke en klokke hos så mange, men det gør hans fars.

Ludvig er nemlig søn af ABBA-stjernen Benny Andersson.

Ifølge Svensk Damtidning var det en stor overraskelse, at Ludvig Andersson stod på gæstelisten, da det ikke er officielt kendt, at han skulle være gode venner med prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
Det er dog ingen hemmelighed, at kongefamilien er vilde med ABBA.
