5. apr. 2023
Af Christinna Braun

Kong Carl Gustaf fortæller om familiens planer: Her tager de sammen hen i påsken

Den svenske kongefamilie. 
Den svenske kongefamilie.
Foto: Ritzau Scanpix
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia skal holde påske med familien.

I mange familier mødes man til påske, spiser god mad og hygger om hinanden.

Sådan er det også i den svenske kongefamilie, hvor de gerne bruger påsken på at stå på ski sammen.

Den svenske kong Carl Gustaf løftede sløret for familiens planer, da han forleden var på besøg i jämtlands län.

Det skriver Svensk Damtidning.

- Som du måske ved, har dronningen og jeg en særlig tilknytning til länet gennem en fjeldhytte i Storlien, som har været i familiens eje siden 1932. Mine forældre var der mange gange, og her har vores børn også lært at sætte pris på skisport, og nu står vores børnebørn på de samme pister, lød det fra kong Carl Gustaf ifølge mediet.

Kong Carl Gustaf bekræftede herefter til SVT Jämtland, at familien skal sammen til fjeldhytten i Storlien i påsken.

- Absolut. Vi tager dertil med en del af familien, sagde kong Carl Gustaf.

Hvilke familiemedlemmer, der er tale om, nævnte kongen ikke.

To af kong Carl Gustaf og dronning Silvias børn, kronprinsesse Victoria og prins Carl Philip, bor i Sverige, mens den tredje, prinsesse Madeleine, har boet med sin familie i udlandet i mange år.

I marts oplyste det svenske kongehus, at prinsesse Madeleine, hendes mand Chris O’Neill og børnene Leonore, Nicolas og Adrienne, flytter hjem til Sverige til august, til stor glæde for den svenske kongefamilie.

Sidste år holdt kong Carl Gustaf og dronning Silvia også påske i Storlien. Her sendte de denne påskehilsen fra fjeldet.

Læs mere om: