
Kong Carl Gustaf har mange gode minder om sin søster: Prinsesse Désirée var sin helt egen

Sveriges Kong Carl Gustaf er i sorg efter at have mistet sin søster Prinsesse Désirée, der blev 87 år.
Kongen har i en pressemeddelelse udtalt følgende:
”Det er med stor sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at min søster, prinsesse Désirée, er gået bort. Mange varme familieminder er blevet skabt i Silfverschiöld-familiens hjem i Västergötland – et sted i Sverige, der kom til at betyde meget for min søster. Min familie og jeg udtrykker i dag vores medfølelse til prinsesse Désirées børn og deres familier.”
Prinsesse Désirée var på mange områder unik og sin helt egen.

Prinsesse Désirée ønskede sig spøjs bryllupsgave
En historie, der ifølge mediet Svensk Damtidning ofte dukker op, når man beskriver Désirées personlighed, er historien om hendes bryllupsgave fra sin farfar kongen.
Han ville for alt i verden give hende et smykke i bryllupsgave i 1964, men Désirée havde en helt anden idé.
Hun ville meget hellere have en traktor, og sådan en fik hun.
Prinsessen lærte hurtigt at køre sin traktor, så hun kunne arbejde på sine og gemalen Niclas Silfverschiölds marker.
En af Désirées store passioner var mad, og ifølge Svensk Damtidning kaldte hun sin familie "en rigtig madfamilie".
De gik på jagt efter vildt i deres egne skove, ofte i selskab med kong Carl Gustaf.
Prinsesse Désirée holdt sig væk fra rampelyset, så meget det var muligt, og hun stillede kun sjældent op til interview.
