14. mar. 2019
Af Malan Joensen

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia inviterer til stor fest

Kronprinsesse Victoria, prins Daniel, dronning Silvia, kong Carl Gustaf, prinsesse Sofia og prins Carl Philip.
Kronprinsesse Victoria, prins Daniel, dronning Silvia, kong Carl Gustaf, prinsesse Sofia og prins Carl Philip.
Fotomontage: Kungahuset.se
Torsdag aften strømmer over 400 gæster til Stockholms slott.

Store dele af den svenske kongefamilie i form af kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip og prinsesse Sofia vil torsdag aften stå klar til at tage imod over 400 gæster på Stockholms slott til den såkaldte Riksdagssupé.

Dresscoden er galla og anledningen er, som navnet antyder, at fejre Sveriges svar på Folketinget; Riksdagen. Riksdagssupéen bliver afholdt hver fjerde år i umiddelbar forlængelse af en regeringsdannelse.

De mange Rikdagsmedlemmer og medlemmer af regeringen er ifølge Svensk Damtidning indbudt uden ledsager.

Gæsterne kan se frem til at blive modtaget med champagne og en koncert, inden de går til bords klokken 20.00, hvor der uden tvivl venter dem en udsøgt menu.

Da der senest var Riksdagssupé i 2014, blev der blandt andet serveret ørred, lam og karamelliserede efterårsæbler.

Ved den første Riksdagssupé i 1976 kunne gæsterne nyde bouillon, varmrøget laks, rype og Oscar II's kage.

Læs mere om: