Kongehuset afslører: Dronning Silvias 80-års fødselsdag begynder allerede to måneder før den store dag
Dronning Silvia må siges at være et ægte julebarn.
Sveriges dronning blev født den 23. december 1943 i Tyskland som Silvia Renate Sommerlath – hvilket betyder, at hun i år kan fejre sin 80-års fødselsdag.
Da dronning Silvia er født på en dato, den 23. december, hvor mange mennesker nok har godt gang i juleræset, er det jo godt at sprede fejringen lidt ud.
Og det er lige præcis, hvad der også sker i år i anledning af 80-års fødselsdagen.
På det svenske kongehus’ hjemmeside beskrives det, at kong Carl Gustaf og dronning Silvia den 5. november er i Drottningholms Slotskirke, hvor der er koncert i anledning af 80-års dagen.
Ifølge Svensk Damtidning holder Musikskolen Lilla Akademien i samme periode også en koncert for dronning Silvia, der er musikskolens protektor.
Hvordan dronning Silvia fejres på fødselsdagen den 23. december, har hoffet ikke meldt ud, men fejret bliver hun naturligvis.