KONGELIG VINTERDÅB: Nye detaljer om prins Gabriels dåb
Det svenske hof har offentliggjort en række nye detaljer om prins Gabriels dåb.
Og royale fans og andre interesserede kan allerede nu glæde sig til en stor festdag med kongelige gæster, når prins Carl Philip og prinsesse Sofia inviterer til dåb af deres yngste søn.
Fornemme gæster
Blandt gæsterne er den nærmeste familie, repræsentanter fra riksdagen og regeringen samt det officielle Sverige.
Dåben kommer til at foregå i smukke, historiske rammer i Drottningholms slotskirke, hvor også storebror prins Alexander på et år blev døbt i september sidste år samt prinsesse Madeleines børn, prinsesse Leonore, 3, og prins Nicolas, 2.
En særlig dåb
Som noget helt særligt bliver det første gang, at et af kong Carl Gustaf og dronning Silvias børnebørn bliver døbt om vinteren.
Dåben finder nemlig sted fredag den 1. december klokken 12 som en dejlig start på den hyggelige julemåned.
Populær ærkebiskop
Ifølge hoffets hjemmeside bliver prins Gabriel døbt af ærekebiskop Anders Wejryd, der tidligere blandt andet har døbt prinsesse Leonore og prinsesse Estelle samt viet kronprinsesseparret.
Ærkebiskoppen bliver assisteret af overhofprædikant, biskop Johan Dalman, og hofprædikant Michael Bjerkhagen.
Modtagelse og privat frokost
Efter dåbsceremonien inviterer den kongelige familie på en modtagelse for inviterede gæster og derefter vil der være en privat frokost.
Ligesom sin storebror og sine kusiner og fætre bliver også prins Gabriel fint klædt under dåben i kongefamiliens dåbskjole under den kirkelige ceremoni.
Historisk dåbskjole
Dåbskjolen blev første gang brugt i 1906 af kongens far, prins Gustaf Adolf, og er sidenhen gået fra generation til generation.
Bl.a. har dronning Ingrid, kong Carl Gustaf og alle tre kongebørn båret den.
Bomuld og blonder
I nyere tid har både prinsesse Estelle, prins Oscar, prinsesse Leonore, prins Nicolas og prins Alexander haft den på til deres dåb.
Kjolen er syet af bomuld og med valencienneblonder og en satinunderkjole i cremerosa.
Prins Gabriel Carl Walther blev født den 31. august 2017 på Danderyds sjukhus.
Den kongelige dåb kan ses direkte på svensk TV.