8. okt. 2013
Af Karina Didriksen
Kronprinsesse Victoria genbruger italiensk kreation
Kronprinsesse Victoria.
Foto: AOP
Den svenske kronprinsesse er så vild med en ny Dolce & Gabbana-kjole, at hun bar den to gange i sidste uge.
Kronprinsesse Victoria viser sig ofte frem i svensk design, når hun deltager i officielle opgaver, men nu ser det ud til, at den royale svensker har kastet sin kærlighed på et italiensk tøjmærke.
Den 36-årige kronprinsesse viste sig nemlig frem i en elegant kjole med blomstermønster fra Dolce & Gabbana, da hun tog imod Portugals regentpar på Arlanda i sidste uge.
Normalt er de kongelige gode til at variere deres outfits, så der går lang tid imellem, at man ser dem i det samme tøj. Men Victoria er tilsyneladende meget glad for sin italienske kreation.
Blot fire dage senere, på hendes tur til New York, bar hun nøjagtig den samme kjole, da hun fredag deltog i møder på FN’s hovedkvarter, skriver norsk SE og HØR.