Kronprinsesse Victoria holdt stærk tale til det svenske folk
Den 39-årige kronprinsesse Victoria var tirsdag på besøg i den svenske kommune Järfälla sammen med prins Daniel.
Parret besøgte Görvälns Slott i forbindelse med fejringen af Sveriges nationaldag, og her holdt kronprinsesse Victoria en tale.
Emnet var terrorangrebet på Drottninggatan i Stockholm den 7. april i år, og hendes ord rørte alle de tilstedeværende.
VIDEO: Mary og Victoria fik tyverialarm til at hyle
Svenskerne stod sammen
- Medfølelse kan antage forskellige former. Men den begynder altid med det samme spørgsmål: ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?” sagde kronprinsesse Victoria.
Ifølge Svensk Damtidning understregede kronprinsessen, at svenskerne blev mindet om dette, da terroren ramte Stockholm.
Hun mindede også om, at der var mange, der stillede sig det spørgsmål, og som gjorde, hvad de kunne for at bidrage.
Hjem blev åbnet for ukendte
Kronprinsesse Victoria havde bemærket, at svenskerne gav hinanden lift, fordi den offentlige transport stod stille.
Svenskerne hentede også hinandens børn i skoler og børnehaver, og man åbnede sit hjem for mennesker, man ikke kendte.
Kronprinsesse Victoria understregede, at terror har til formål at skabe frygt og splittelse, men at svenskerne i stedet formåede at vise sammenhold.