Kronprinsesse Victoria indkaldt til hemmeligt møde på slottet af kongen
Til stor overraskelse blev der tirsdag afholdt møde på det kongelige slot i Stockholm, hvor flere af Sveriges vigtigste personer var samlet.
Det var kong Carl Gustaf, der havde indkaldt til mødet, som blev afholdt på et ukendt tidspunkt.
Blandt deltagerne var blandt andre kronprinsesse Victoria, der sad ved hans side, samt statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren.
Det var Udenrigsudvalget, der var samlet på det kongelige slot, og dagsordenen bestod efter sigende af "udenrigspolitiske forhold, der kan få betydning for riget".
Ifølge Svensk Damtidning stod mødet ikke i den kongelige kalender, som er offentlig for alle. Det er dog helt normalt, når der er tale om møder i Udenrigsudvalget.
Det fortæller hoffets viceinformationschef Johan Tegel til det svenske medie.
- Møder i Udenrigsudvalget varsles aldrig på forhånd. Vi tilføjer disse til kalenderen efterfølgende, oplyser Johan Tegel.
Ifølge mediet blev alle deltagerne informeret om mødet samme dag, som det blev afholdt.