Kronprinsesse Victoria og Daniel får Sveriges sikreste hjem
Kronprinsesse Victoria og hendes kommende mand Daniel Westling skal naturligvis føle sig sikre i deres nye hjem - derfor sættes sikkerheden meget højt på Haga Slott.
Når Victoria og Daniel som nygifte endelig flytter ind på deres ny domicil på Haga Slott i Solna, er det med visheden om, at deres hjemlige rammer betegnes som et at Sveriges mest sikre hjem.
Der er allerede investeret en lille formue i sikkerhed på den kongelige matrikel. For at toppe sikkerheden lader Victoria og Daniel hele 60 kameraer installere rundt om på ejendommen, skriver den svenske avis Aftonbladet.
Det er amtet i Stockholm, der har godkendt opsætningen af overvågningskameraerne, hvis formål er at forhindre "indtrængning, angreb og sabotage rettet mod kronprinsessen", som det hedder i begrundelsen.
Overvågningskameraerne skal supplere den øvrige sikkerhed, slottet er udstyret med, så som det 800 meter lange hegn omkring ejendommen og de strategisk placerede bevægelsescensorer, der alarmerer direkte til det svenske sikkerhedspoliti Säpo.