17. jun. 2010
Af af Jan Bergman

Kronprinsesse Victoria og Daniel mødes halvvejs i kirken

Kong Carl Gustaf, kronprinsesse Victoria og Daniel
Kong Carl Gustaf, kronprinsesse Victoria og Daniel
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Kongen overdrager sin datter halvvejs oppe ad kirkegulvet på lørdag.

Når kongen på lørdag overdrager sin datter kronprinsesse Victoria til Daniel Westling, bliver det ikke som først forventet ved alteret - de mødes halvvejs oppe ad kirkegulvet.

Ifølge flere kilder har kongen sammen med Daniel og Victoria indøvet den helt nye måde at indlede vielsen på.

Kongen går således med Victoria ved sin side frem til midten af kirken, hvor Daniel står og venter, og herefter fører han sin brud det sidste stykke vej til alteret.

Der opstod ellers en del debat i Sverige, da det kom frem, at kronprinsesse Victoria selv ønskede at blive ført til alters af sin papa.

Nogle mente, det var udtryk for en gammeldags tankegang, mens andre argumenterede for, at det helt var op til kronprinsessen selv.

Kong Carl Gustaf følger helst den royale etikette til punkt og prikke, og tradition er ikke noget, kongen er kendt for at afvige for meget fra.

Noget tyder dog på, at kongen har lyttet til nogle af de kritiske røster, og i stedet for at stå fast på sine holdninger har han sammen med kronprinsesseparret valgt en ny løsning.

Og hvem ved - måske danner kongens løsning ny trend, når kirken efter lørdagens store royale bryllup skal forestå vielser fremover.

Læs mere om: