19. jun. 2020
Af Malan Joensen

Kronprinsesse Victorias brudekjole: 10 facts om den smukke kreation

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel.
Fotomontage: Jesper Sunesen
Det var den svenske designer Pär Engsheden, der stod bag Victorias flotte brudekjole.

Da kronprinsesse Victoria gik op ad kirkegulvet i Storkyrkan i Stockholm den 19. juni 2010 for at blive gift med Daniel Westling, bar hun en fantastisk brudekjole i enkelt, smukt snit.

I anledning af bryllupsdagen har vi samlet 10 facts om brudekjolen her:

  • Den er skabt af den svenske designer Pär Engsheden, der har lavet flere kjoler, deriblandt Nobel-gallakjoler, til kronprinsesse Victoria.

  • Stoffet er perlehvidt silkeduchesse.

  • Selve kjolen er i en enkel stil uden nogen dekoration i form af f.eks. blonder eller sten.

  • Den har korte ærmer, bådudskæring og en krave, der følger bådudskæringens kant.

  • Taljen understreges med et bredt bælte.

  • Ryggen er i en V-udskæring med stofbetrukne knapper.

  • Slæbet er fem meter langt og følger formen på sløret.

  • Det er foret med en kant og fastgjort på kjolens talje.

  • Sløret består af brysselkniplinger fra 1858, ligesom ved dronning Silvias bryllup - der i øvrigt foregik på samme dato i 1976. Dertil bar kronprinsesse Victoria det fornemme Kamé-diadem.

  • Victorias brudesko er beklædt med samme stof som brudekjolen.

Læs mere om: