Kronprinsesse Victorias Daniel i prinselære
Med forlovelsen med Victoria måtte Daniel Westling indse, at livet fremover bliver meget anderledes og i høj grad på andres præmisser - især kronprinsesse Victorias præmisser.
Således har kongen sikret sig, at Daniel forstod dette og var klar til at opgive sine bestyrelsesposter i erhvervslivet og fremover indtage en støttende rolle for sin hustru og arvtager til den svenske krone.
Daniel Westling har tidligere modtaget undervisning i dannelse og korrekt sprog, men det er først nu, at han kommer i en såkaldt prinseskole.
I stedet for karrieren har Daniel Westling atter sat sig på skolebænken, og for at blive en fuldtidsprins af Sverige og en perfekt støtte ved Victorias side skal Daniel Westling lære en række nye færdigheder.
- Vi har haft gang i undervisningen siden januar, fortæller brigadegeneral Jan-Eric Warren til den svenske avis Expressen.
Til dagligt arbejder Jan-Eric Warren ved hoffet som vice-ceremonimester, og har ansvaret for alle store arrangementer på slottet.
- Vi har fremlagt en meget bred studieplan. Senere skal vi tage stilling til, hvilke emner vi skal fordybe os i, fortæller Jan-Eric Warren videre.
Ifølge ceremonimesteren er der rigtig meget, der skal nås, og ambitionen er, at Daniel får lært så meget som overhovedet muligt inden brylluppet den 19. juni.
Daniels videre undervisning kommer til at vare mindst et år, og i perioden kommer han til at fordybe sig i emner lige fra kongefamiliens historie, organisationen omkring kongehuset og hoffet, statskundskab og ikke mindst i folketingets og regeringens arbejde.