Lykkeligt par: Prins Carl Philip og Sofia Hellqvist til kælderfest i Stockholm
Fredagens opvarmningsfest til prins Carl Philip og Sofia Hellqvists lørdags-bryllup fik en forrygende start.
Efter en herlig sejltur på det gode skib S/S Stockholm lagde prins Carl Philip og Sofia Hellqvist med deres venner og familie til på Skeppsholmen midt i den svenske hovedstad.
Her gik alle fra borde og videre til en eksklusiv fest et helt særligt sted.
Brudeparret holdt stedet hemmeligt
Rammen om den kongelige fest var således det såkaldte underjordiske ”Bergrummet”, som består af et tunnelsystem på ca. 1000 kvadratmeter.
Den kæmpe kælder har tilhørt flåden, men bruges i dag til kunstudstillinger, og prins Carl Philip og Sofia Hellqvist havde holdt det så hemmeligt, at medierne først i sidste øjeblik fandt ud af, hvor arrangementet skulle afvikles.
Prins Carl Philip og hans Sofia Hellqvist virkede overlykkelige, da de trådte i land på Skeppsholmen og passerede BILLED-BLADETs fotografer.
LÆS MERE: Fejrer brors bryllup: Højgravid prinsesse Madeleine var let på tå
Parret smilede til fotograferne
Efter at have gået forbi fotograferne, spadserede parret videre med ansigterne vendt bort fra alle tilskuere.
De havde ryggen til kameraerne, men så vendte først Sofia Hellqvist og siden Carl Philip sig mod linserne og smilede.
Et smukt øjeblik.
Det var en helt igennem skøn aften fra allerførste festfløjt i den skandinaviske bryllupshovedstad Stockholm.
Med til festen var blandt andre det svenske kongepar, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, gravide prinsesse Madeleine og Chris O’Neill, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit af Norge samt prinsesse Märtha Louise og Ari Behn.