Madeleine og Chris viser babyen
Så kom det. Det allerførste billede af Sveriges lille ny prinsesse. Godt pakket ned i en babylift med en hvid hue på det lille hoved. De nybagte forældre, prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O’ Neill, står storsmilende og lykkelige side om side, mens galante Chris naturligvis har et solidt greb om liften med det lille vidunder.
Madeleine valgte at dele sin nye familielykke med verden på facebook, og allerede efter kort tid havde mange tusinde udtrykt deres begejstring over familieforøgelsen ved at give billedet et ”like”.
Ingen kunne se på den smukke, svenske prinsesse, at hun få timer forinden for første gang havde født en lille baby. Hun så som altid overskudsagtig og helt afslappet ud.
Nu er det lille trekløver formodentlig hjemme i parrets New York-residens, hvor de glade bedsteforældre, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, der forinden var ankommet til storbyen, sikkert i de nærmeste dage vil gøre alt for at forkæle deres barnebarn nummer to.
Læs alt om den svenske baby-lykke i BILLED-BLADET på torsdag