Mens kong Carl Gustaf og dronning Silvia er på hemmelig rejse: Kongehuset udsender pressemeddelelse
Mens kong Carl Gustaf og dronning Silvia nyder en privat ferie på Seychellerne, kan de se frem mod endnu en spændende rejse om halvanden måneds tid.
Det svenske kongehus har tirsdag ved middagstid offentliggjort en pressemeddelelse om, at kong Carl Gustaf og dronning Silvia skal på statsbesøg til Estland 2.-4. maj.
Kongeparret er inviteret af Estlands præsident Alar Karis, og med på statsbesøget vil også være medlemmer af den svenske regering samt repræsentanter for svenske erhverv og virksomheder.
Offentliggørelsen af nyheden kommer på et tidspunkt, hvor kong Carl Gustaf og dronning Silvia allerede er ude at rejse, dog i mere privat øjemed.
Ifølge Svensk Damtidning har Carl Gustaf og Silvia været på privat ferie på Seychellerne siden 12. marts og ventes retur til Sverige om et par dage.
Kong Carl Gustaf var igennem et vellykket ingreb i hjerteregionen den 20. februar, og selv om han siden da har været på officielle opgaver, falder det nok meget belejligt med lidt yderligere rekonvalescering for den snart 77-årige monark.