Nu er kronprinsesse Victorias bryllupsfest i gang
Her til aften blev kronprinsesse Victoria og Daniel Westlings bryllupsfest skudt i gang med en middag på skibet Ostindiefararen Götheborg, der lagde til i Stockholm.
BILLED-BLADET var med, da kronprinsesse Victoria ankom til festlighederne sammen med sin kommende ægtemand, Daniel Westling, og den øvrige kongefamilie.
Og Victoria kunne slet ikke skjule, hvor glad og lykkelig hun er sammen med Daniel, og sammen stoppede parret op og vinkede til BILLED-BLADETs fotograf.
Om bord på skibet venter der de kongelige en sand festaften med en 25-retters gallamiddag og masser af musikunderholdning fra flere kendte svenske musikere.
Kronprinsesse Victorias meget omtalte lillesøster, prinsesse Madeleine, deltager også i aftenens begivenhed, og Madeleine træder således frem på den offentlige scene for første gang siden bruddet med Jonas Bergström.