1. nov. 2010
Af af Jan Bergman

Ny bog ryster det svenske kongehus

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Kongefamilien og hoffet er dybt bekymret for ny skandalebog.

I disse dage er det helt store samtaleemne på den anden side af sundet en ny bogudgivelse, som bliver beskrevet som en skandalebog om den svenske konge.

Carl XVI Gustaf - Den modvillige monark, som er bogens titel, er skrevet af Thomas Sjöberg og medforfatter Deanne Rauscher og Tove Meyer. Den er lavet i to dele, hvor kongens arbejdsliv er beskrevet i den ene del, og privatlivet i den anden.

Selvom kongehuset forventeligt ikke har kommenteret på bogen, er der bekymring i kongefamilien ved udsigten til afsløringer om kongens liv og færden.

- Både kongefamilien og hoffet er dybt bekymrede, udtaler en kilde tæt på kongefamilien til den svenske avis Aftonbladet.

Den tidligere informationschef ved hoffet, Elisabeth Tarras Wahlberg, er ikke i tvivl om, at kongen er bekendt med bogen.

- Carl Gustaf er velinformeret om det, som skrives om ham og kongefamilien. Jeg ved, at han kan blive temmelig frustreret, når han føler sig uretfærdigt behandlet, udtaler Wahlberg.

Hvis omtalen af bogen holder det, den lover, kommer der nok til at lyde en del råben fra kongeslottet i Stockholm, når bogen rammer boghandlerne i denne måned.

Læs mere om: