Præsident Obama lykønsker Madeleine og Chris
Sverige har fornemt besøg i disse dage. Den amerikanske præsident Barack Obama er netop landet i Stockholm, og skal gæste landet i flere dage.
Og ifølge den svenske avis Expressen, er Det Hvide Hus vidende om, at prinsesse Madeleine er i lykkelige omstændigheder med sin amerikanske mand Chris O’Neill.
I den forbindelse har De Hvide Hus sendt en hilsen til prinsessen og ønsker tillykke med den glade nyhed.
- På præsidenten og det amerikanske folks vegne, vil vi gerne lykønske prinsesse Madeleine og hr. O'Neill med den kommende fødsel, udtaler Caitlin Hayden, talsmand for Det Hvide Hus, til Expressen.
- At byde et barn velkommen til verden er en glædelig ting for alle familier, tilføjede Det Hvide Hus i deres hilsen til prinsesse Madeleine og Chris.
Under præsidentens besøg i Sverige, får Obama mulighed for at hilse på landets konge. Det sker i morgen torsdag og mon ikke kong Carl Gustaf og præsident Obama får sig en hyggelig samtale om prinsessens graviditet og familieliv i det hele taget.