
Prins Carl Philip alene afsted: Prins Daniel aflyser

Det er efterhånden blevet en tradition, at de to kongelige svogre, prins Daniel og prins Carl Philip, sammen deltager i SVTs ”Idrottsgalan”.
Men når sportsgallaen løber af stablen onsdag aften, bliver det uden prins Daniel.
Det skriver flere svenske medier, herunder Expressen og Svensk Damtidning.
– Vi har lige modtaget information fra hoffet om, at han aflyser sin deltagelse, siger Idrottsgalans administrerende direktør, Stephan Rimér, til Expressen.
Samme medie kunne for kort tid siden ellers berette, at der blot var foretaget få ændringer. Her lød det, at ændringer skyldtes det dødsfald, som onsdag ramte den svenske kongefamilie.
Onsdag morgen døde kong Carl Gustafs storesøster, prinsesse Désirée. Prinsessen sov stille ind, 87 år gammel.
Ændringerne lød på, at prins Daniel og prins Carl Philip ville droppe rød løber og den efterfølgende middag, men dog stadig deltage i prisoverrækkelsen. Og indtil for kort tid siden fremgik det også i den kongelige kalender, at begge prinser ville deltage. Men dette er nu blevet ændret til udelukkende at være prins Carl Philip.
Hoffet bekræfter prins Daniels afbud til Svensk Damtidning. Her lyder det, at aflysningen skyldes sygdom.
"Ja, prins Daniel havde det ikke godt i eftermiddags og deltager derfor ikke i aften," skriver hoffets kommunikationschef i en sms til Svensk Damtidning.
Prins Carl Philip, som er søn af det svenske kongepar, deltager i ”Idrottsgalan” alene.
Sportsgallaen afholdes i Avicii Arena i Stockholm, hvor de svenske sportsstjerner hyldes.
