8. mar. 2017
Af Juliane Olsen

Prins Daniels rørende tale: Jeg fejrer snart otte år med fars nyre

Kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Estelle
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel med prinsesse Estelle.
Foto: kungahuset.se
En modig prins Daniel holdt en rørende tale om, at han til sommer kan markere, at det er otte år siden, han fik en nyre af sin far.

Svenske prins Daniel, 43, holdt en rørende tale om sin nyretransplantation, da han onsdag besøgte universitetshospitalet i Uppsala.

Årsdagen for den dag, hvor han modtog en nyre af sin far, nærmer sig, og kampen mod nyresygdomme står selvfølgelig prinsens hjerte nært.

- Til sommer fejrer jeg og min eksterne nyre, altså fars nyre, otte år sammen, og det fungerer ekstremt godt, sagde prins Daniel blandt andet i talen.

Prins Daniel har det godt

Det må siges at være modigt af den svenske prins at tale så åbent om den sårbare periode i hans liv.

I talen fortalte prins Daniel ifølge Svensk Damtidning, hvor godt han har det efter operationen - og samtidig sørgede han for lige at banke under bordet.

Prins Daniel ønsker at slå et slag for organdonation og understregede, at der er behov for, at flere melder sig til donorregistret.

Problemet vedrører ikke alle

Det kan meget passende ske i forbindelse med "Verdens nyredag" 10. marts, men prinsen understreger også, at han godt kan forstå, det ikke er alle, der har et nært forhold til problemstillingen.

LÆS MERE: Prins Daniel byder indenfor på slottet

Det er ifølge ham kun menneskeligt, at man ikke går så højt op i det, hvis ikke man selv er ramt eller har et familiemedlem, der er det.

Læs mere om: