15. sep. 2013
Af af Marianne Singer i Stockholm
Prinsesse Estelle charmerede alle til fest for kongen
Prinsesse Estelle i centrum omgivet af sin far prins Daniel, mor kronprinsesse victoria, onkel prins Carl Philip.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Det var kong Carl Gustaf, der var dagens hovedperson som jubilar, men hans barnebarn stjal showet.
Hun dansede, vinkede og viftede med det svenske flag.
På trods af kæmpe opmærksomhed fra presse og tusinder af mennesker under kong Carl Gustafs 40-års regentjubilæumsfest på det kongelige slot i Stockholm, storhyggede prinsesse Estelle sig.
I godt halvanden time deltog hun i folkefesten på slottet sammen med sin mor Victoria og far Daniel og var som altid helt rolig omkring den hurlumhej, hun skabte omkring sig.
For folk kunne slet ikke stå for hende, men kæmpede om at komme så tæt på hende som muligt for at få et billede af den lille charmetrold.
Kongen blev dog ikke glemt, men fik både blomster og lykønskninger af de mange fremmødte.