3. maj. 2013
Af Jan Bergman

Prinsesse Estelle med mor og far i tog

Prinsesse Estelle med mor kronprinsesse Victoria.
Prinsesse Estelle med mor kronprinsesse Victoria.
Foto: Kungahuset.se
Det svenske kronprinsessepar har travle dage med at rejse rundt i landet og besøge folket. Parret kan dog ikke undvære deres datter og Estelle er med på turen.

Torsdag indledte kronprinsesse Victoria og prins Daniel deres todages visit til Västra Götaland, hvor de blandt andet besøgte Läckö Slott ved Vänern, og fredag går turen blandt andet til Göteborg.

Men Victoria og Daniel har ikke efterladt deres 14 måneder gamle datter hjemme på Haga slot. Kronprinsesseparret gør alt hvad de kan for at være så meget sammen med deres datter som overhovedet muligt – også når mor og far er på tur rundt i landet.

Derfor er Estelle med på turen – dog ikke i det offentlige rum, men bag kulisserne - ikke langt fra mor og far.

Ifølge Sveriges Radio drog den lille kongelige familie af sted torsdag fra Stockholm på deres todages udflugt med toget. Men lige så snart den officielle del af programmet trådte i kraft, var Estelle ikke at se.

- Estelle er her, men ikke hér, udtalte Ulrika Näsholm, pressesekretær ved hoffet, ifølge Sveriges Radio.

Om offentligheden får et glimt af kronprinsesseparrets dejlige datter i løbet af fredagen, vil tiden vise, men der er sikkert mange interesserede fremmødte der håber på et lille glimt af den royale guldklump.

Læs mere om: