Prinsesse Leonore får disse faddere ved dåben
Nu er der kun nogle få timer, til den lille prinsesse Leonore skal døbes i Drottningsholms Slotskirke i Stockholm klokken 12. Det svenske kongehus har offentliggjort, hvem de seks faddere, forældrene, prinsesse Madeleine og Chris O’Neill, har valgt, er.
Ifølge det svenske kongehus’ hjemmeside er der tale om kronprinsesse Victoria, Louise Gottlieb, der er prinsesse Madeleines nære veninde, og Patrick Sommerlath, der er prinsesse Madeleines fætter. Han har ifølge avisen Expressen tilbragt dele af sin barndom på Drottningsholms Slot og er som en ekstra bror for prinsesse Madeleine. Hun er sammen med broderen prins Carl Philip også gudmor til Patrick Sommerlaths to tvillingedøtre Chloé og Anais.
Solskin i Stockholm
Endvidere får prinsesse Leonore sin fars søster, hendes faster, Tatjana d’Abo som fadder. Også grev Ernst Abensperg und Traun, der er gift med Chris O’Neills halvsøster Natascha, bliver fadder til den lille prinsesse, og endelig har parret også valgt Alice Bamford, en af Chris O’Neills barndomsvenner.
Og meget tyder på, at der er lagt op til en smuk dag i Drottningsholms Slotskirke i Stockholm – indgangen er ved at blive pyntet med smukke blomster, og vejrudsigten lover omkring 20 grader i den svenske hovedstad denne søndag, hvor solen skinner.
Den svenske TV-kanal SVT 1 sender fra begivenheden fra klokken 11.15 til 14.30, og norsk NRK sender fra klokken 12 til 12.45.
Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill blev gift på samme dag sidste år - læs flere detaljer om det smukke bryllup her.