Prinsesse Madeleine og Chris åbnede slottet med lille Leonore
Der lød et suk og et "nååh" fra både presse og de fremmødte mennesker på Slottsbacken, da prinsesse Madeleine, med prinsesse Leonore på armen, og Chris O'Neill åbnede portene til Kungliga slottet i Stockholm.
For mange var det en stor og dejlig overraskelse, at parret her valgte at vise deres få måneder gamle datter frem for første gang.
Og Madeleine så utrolig stolt og lykkelig ud med Leonore på armen, mens Chris blidt aede den lille piges hånd.
Se også:
Prinsesse Estelles dåb i billeder
Siden parret ankom til Sverige i begyndelsen af ugen, har de haft travlt med at få de sidste detaljer på plads i forbindelse med prinsesse Leonores barnedåb på søndag. De har blandt andet besøgt Drottningholms slotskirke, hvor det hele kommer til at foregå.
Men denne fredag morgen handlede det om at byde folk varmt velkommen til "Öppet Slott", hvor der i forbindelse med nationaldagen hele dagen vil være fri entré til slottets udstillinger og aktiviteter for borgerne.
Allerede en times tid før åbningen begyndte folk at ankomme til slottet, hvor arrangementet foregik.
Vejret skiftede fra køligt til dejligt solskin, og alle fulgte spændte med, da parret havde deres første officielle opgave sammen.
At så også Leonore var med, var blot en ekstra gave.
Madeleine holdt tale
Madeleine og Chris viste sig at være det perfekte værtspar, der tog imod i sprudlende humør.
Undervejs holdt Madeleine også en lille tale, hvor hun ønskede alle hjerteligt velkommen.
Senere i dag fortsætter festlighederne, når parret sammen med resten af den kongelige familie traditionen tro kører i karet ud til frilandsmuseet Skansen, hvor der vil være en stor festforestilling.
Det er forskelligt fra år til år, hvem der foretager den symbolske åbning af slottet - sidste år stod kronprinsesse Victoria og prins Daniel for det ærefulde hverv. Og til manges henrykkelse havde de taget deres datter, prinsesse Estelle, med sig