8. jun. 2014
Af af Marianne Singer i Sverige

Prinsesse Madeleine og Chris viste stolt dåbsbarnet frem

Prinsesse Leonores dåb.
Prinsesse Leonores dåb.
Martin Høien/BILLED-BLADET
Efter en 40 minutter lang dåbsceremoni trådte en lykkelig prinsesse Madeleine og Chris O' Neill ud fra Drottningholms Slottskyrka med prinsesse Leonore på armen.

Præcis kl. 12.40 åbnedes dørene til Drottningholms Slottskyrka og prinsesse Madeleine trådte ud med dagens hovedperson, prinsesse Leonore, trygt liggende i sin favn og med Chris O'Neill ved sin side.

Prinsesse Madeleine, der så elegant ud i rosa helblonde, og Chris så glade og lettede ud over, at alt var gået fint under den kongelige dåb, der var den første nogensinde i slotskirken. Deres lille pus havde været lidt utilfreds og grædt, da de trådte ind i kirken.

Men mor Madeleines blide vuggen og en sut beroligede hurtigt dåbsbarnet.

Der lød et flerfoldigt hurra fra de fremmødte foran kirken, hvilket prinsesse Madeleine glad takkede for.

Det er en stor dag for alle forældre, når deres barn døbes, og også prinsesseparret så ud til at være fyldt med følelser på denne søndag, hvor deres godt tre måneder gamle datter var blevet døbt omgivet af alle deres kære.

Solen skinnede skarpt, og prinsesse Madeleine prøvede at skærme sin datter ved at holde en hånd over hendes ansigt. Og få minutter efter var hele det kongelige selskab på vej videre til dåbsmodtagelsen i Ehrenstrahlsalongen på slottet.

Her hilste prinsesseparret, kongeparret og Chris O'Neills mor Eva O' Neill alle gæster velkommen. Derefter følger en privat frokost for de nærmeste 100 gæster.

BILLED-BLADET er med i Stockholm, og vi dækker den kongelige begivenhed. Følg med her på hjemmesiden og glæd dig til bladet, der udkommer torsdag 12. juni – med ekstra flot tillæg med ALT om Leonores dåb.

Læs mere om: