Prinsesse Madeleine på job i New York: Må undvære sin nye nevø
Når prinsesse Sofia og prins Carl Philips lille søn fredag fejres med den særlige taksigelsesgudstjeneste Te Deum i Slottskyrkan i Stockholm, kan prins Carl Philips søster prinsesse Madeleine desværre ikke være med.
Den lille prins' faster er i New York i denne uge i forbindelse med sit arbejde for Childhood-organisationen, fortæller Margareta Thorgren, informationschef ved det svenske hof, til avisen Aftonbladet.
- Prinsesse Madeleine har været med dronning Silvia på arbejde der og vil gerne færdiggøre det. Eftersom hele familien kommer til Sverige i næste uge (i forbindelse med kong Carl Gustafs 70-års fødselsdag, red.), er det svært for hende at rejse nu, tilføjer hofchefen.
Det ventes at resten af den svenske kongefamilien deltager i taksigelsesgudstjenesten i Slottskyrkan klokken 12.15.