
Prinsesse Madeleine sender særlig julehilsen fra Florida: Vi er så imponerede af dig!

Sveriges prinsesse Madeleine og dronning Silvia er begge dybt engagerede i arbejdet med organisationen Childhood Foundation, der gør en indsats for at forbedre vilkår for børn over hele verden.
I forbindelse med en prisoverrækkelseshøjtidelighed i den svenske hovedstad Stockholm for nylig satte både prinsessen og dronningen fokus på en svensk ildsjæl, som har gjort en kæmpe forskel på området.
Andreas Carlson fra Sundsvall fik overrakt Childhoodprisen for sin indsats til fordel for børns rettigheder.

Prinsesse Madeleine holdt rørende tale
Andreas arbejder som fritidsleder på Hellbergsskolan i Sundsvall, og i forbindelse med at han modtog prisen, var prinsesse Madeleine fra sit hjem i Florida til stede digitalt.
Prinsessen holdt en flot tale, der fik vinderen til at knibe en tåre:
“Andreas, med stort mod står du på børnenes side i alle situationer. Du involverer og delegerer ansvar til eleverne i hverdagen, hvilket får dem til at vokse og tro på sig selv. Du ser alle børn og tager ansvar overfor lærere og andre elever både i skolen og i gården. Du er en tryghedsskabende voksen, som børnene altid kan vende sig til. Vi er så imponerede af dig Andreas, og det er med stor glæde, at vi kan give dig Childhoodprisen. Stort tillykke! “