Prinsesse Madeleine tog hjem for at støtte mor og far
Prinsesse Madeleine bor og arbejder i New York, hvor hun stadig slikker sårene efter bruddet med Jonas Bergström. Forleden tog hun et par fridage fra sit job i Childhood Foundation i USA og vendte hjem til Sverige for at støtte sin familie og måske især sin mor i en svær tid.
Madeleines far, kong Carl Gustaf, er blevet hængt ud for at være dronning Silvia utro, og den megen ballade har sendt regentparret ud i en dyb krise. Dronning Silvia har stillet et ultimatum til sin mand, der nu ikke længere kan nyde det stockholmske natteliv med drinks og damer. Samtidig er hun ligesom Madeleine i en fase, hvor hun skal forsøge at komme sig over en stor sorg forårsaget af utroskab.
Stor betydning for kongeparret
Madeleine vendte officielt hjem til Sverige for at arbejde og for at deltage sammen med hele sin familie i storesøster Victorias og prins Daniels housewarming på Haga Slot. Første dag hun var i Stockholm, ilede hun hjem til sine forældre på Drottningholms Slot for at spise aftensmad med dem og drøfte stort og småt.
Madeleines blotte tilstedeværelse i Sverige må have gjort meget godt for både Silvia og Carl Gustaf, for da de sammen med hende, Victoria og Daniel dagen efter var på plads til en officiel begivenhed i Rikssalen på slottet, virkede det oprigtigt som en glad og harmonisk familie, der var samlet. Det var første gang, siden skandalen rullede, at regentparret optrådte sammen i officiel sammenhæng.
Fik kæmpe applaus
Med Madeleine og Victoria ved deres side så de helt lykkelige og afklarede ud. Kongen grinede og var i strålende humør, og Silvia var også i fin form. Da dronningen havde holdt en flot tale ved arrangementet til fordel for World Child and Youth Forum, modtog hun kæmpe applaus fra salen. Og da hun efter talen vendte tilbage til sin plads ved siden af kongen, lagde han ømt sin hånd på hendes arm. Siden lænede han sig ind til hende og hviskede noget i hendes øre. Silvia lo og holdt sin mand i hånden.
Det så bestemt ud som om, at hun har tilgivet ham, og at de har lagt den turbulente periode bag sig. Naturligvis gjorde denne scene Madeleine glad. Hun så ikke ud til at fortryde, at hun havde taget turen fra New York til Stockholm for at støtte sin mor og far.
Jul i New York
Nu da der endelig er faldet ro på kongefamilien i Stockholm, har prinsesse Madeleine atter vendt næsen mod sit elsket New York, hvor hun forventes at holde julen i år.