Prinsesse Sofia imponerede til Victorias fest
De mange fotografer fra både ind-og udland råbte højt og vedvarende efter prinsesse Sofia, da hun ankom til den store Victoriadagen-koncert på Borgholm idrætsplads sammen med prins Carl Philip.
Den kønne brunette, som blev gift med sin prins ved et storslået bryllup den 13. juni, var uden tvivl en af de mest eftertragtede hos verdenspressen denne tirsdag aften.
Den nyeste prinsesse i den svenske kongefamilie, som havde sin første officielle fremtræden som prinsesse af Sverige, stillede glad og smilende op til billeder og nød derefter koncerten med store, svenske navne som Carola Häggkvist og Sven Bertil Taube.
SE VIDEOEN: Kronprinsesse Victoria overdænget med gaver og lykønskninger
Prinsesse Sofia rost til skyerne
Ikke bare prinsesse Sofias karismatiske væsen gjorde indtryk, men også hendes sort-hvide kjole.
Blandt andet roste Expressens modeekspert, Emma Danielsson, hende således til skyerne for den stilrene fuldtræffer.
Under koncerten sendte prins Carl Philip og prinsesse Sofia flere gange hinanden forelskede blikke og havde små, intime samtaler.
Parret er hjemvendt fra bryllupsrejse
Det nygifte par er netop vendt hjem fra en tyve dage lang romantisk bryllupsrejse, der først gik til Fiji og derefter, ifølge Svensk Damtidning, til Costa Rica.
Med til det store show på Öland var, udover fødselaren kronprinsesse Victoria, også prins Daniel, kong Carl Gustaf, dronning Silvia, prinsesse Madeleine og Chris O'Neill.