Prinsesse Sofia tilbage i hjemegnen
Smilene var ikke bare store hos de lokale, men også hos prins Carl Philip og prinsesse Sofia, da de ankom til Dalarna i det centrale Sverige mandag formiddag.
Her venter der det svenske prinsepar en to dage lang rundrejse med mange spændende oplevelser undervejs.
For prinsesse Sofia betyder den officielle tur uden tvivl noget helt særligt, fordi hun er vokset op i Älvdalen, som ligger i området.
Prinseparret hilste på flygtninge
Hendes forældre, Marie og Erik Hellqvist, bor stadig i en villa i Älvdalen.
Første stop i det travle program fandt sted i byen Borlänga i den sydlige del af Dalarna, hvor prinseparret besøgte flygtningemodtagelsescentret Sopranen.
Både prinsen og prinsessen gav sig god tid til at hilse på flere af de nyankomne familier.
Børnene fik opmærksomhed
Især børnene, som var i alderen et til fem år, fik masser af opmærksomhed fra parret.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia satte sig ned på gulvet sammen med de små og legede og talte med dem.
På spørgsmålet fra pressen om, hvordan prinsesse Sofia har det med at være tilbage i Dalarna som prinsesse, svarede hun:
- Det føles rigtig godt!
Turen fortsætter
I løbet af dagen kigger det populære prinsepar blandt andet forbi lokale virksomheder, mens der også er afsat tid til at beundre verdensarvsområdet Falun med besøg i Falun kobbermine.
Dagen slutter med en middag hos landshövdingen Ylva Thörn.
Tirsdag fortsætter turen til Älvdalen, hvor egnens egen prinsesse helt sikkert bliver modtaget med jubel, og måske genkender hun den ene eller anden fra sin opvækst i kommunen.
SE BILLEDERNE: Prinsesse Sofia er sprunget ud som kongelig
Hyggelig vandretur forude
Også denne dag besøger prinseparret virksomheder og tager derefter på en hyggelig vandretur.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia havde deres første, officielle tur sammen i august, hvor de tog rundt i deres hertugdømme Värmland.
VIDEO: Forelskede prins Carl Philip og prinsesse Sofias fantastiske dage i Värmland