8. jun. 2014
Af af Malan Joensen og Marianne Singer

Så er prinsesse Leonores dåb i gang

Prinsesse Leonore døbes den 8. juni 2014.
Prinsesse Leonore døbes den 8. juni 2014.
Scanpix
For lidt siden begyndte den svenske prinsessedåb i Drottningholms Slottskyrka.

Klokken 11 begyndte gæsterne at ankomme til Drottningsholms Slottskyrka, hvor dåben af prinsesse Madeleine og Christopher O’Neills datter prinsesse Leonore gik i gang klokken 12.

I strålende solskin og med temperaturer på 20 grader, kan prinsesse Madeleine og Christopher O’Neill i dag fejre ikke blot deres datters dåb, men også deres første bryllupsdag.

Parret strålede af glæde, da de gik ind kirken med deres lille datter, der blev født i New York den 20. februar.

Prinsesse Madeleine, der bar prinsesse Leonore ind i kirken, er klædt i en elegant, rosa kjole, og prinsesse Leonore Lilian Maria er iklædt en dåbskjole, som har en lang tradition i kongefamilien. Den blev først brugt i 1906 af prins Gustaf Adolf, kong Carl Gustafs far. Dronning Ingrid, kong Carl Gustaf og alle tre kongebørn er blevet døbt i kjolen, der senest blev brugt ved prinsesse Estelles dåb i 2012.

Den lille prinsesse Leonore blev muligvis lidt overvældet over orgelbruset, da hun kom ind i kirken, og gav lyd fra sig, men forældrene havde taget en sut med, og prinsessen faldt hurtigt helt til ro.

Selve ceremonien i kirken varer omtrent 40 minutter, og det er ærkebiskop Anders Wejryd, der forestår dåben. Han bliver assisteret af overhofprædikant Lars-Göran Lönnermark og pastor Michael Bjerkhagen, der også viede prinsesse Madeleine og Chris O’Neill sidste år.

Omkring klokken 13.15-14.30 er der modtagelse for alle 160 gæster på Drottningholms Slott, og efterfølgende vil der være en privat frokost for omkring 100 gæster.

BILLED-BLADET er med i Stockholm, og vi dækker den kongelige begivenhed. Følg med her på hjemmesiden og glæd dig til bladet, der udkommer torsdag 12. juni – med ekstra flot tillæg med ALT om Leonores dåb.

Læs mere om: