Sådan fejres kronprinsesse Victorias 38-års fødselsdag
Det er et af årets absolutte kongelige højdepunkter i Sverige, når kronprinsesse Victoria ikke bare inviterer sin familie, men også hele Sverige med til sin fødselsdag på kongefamiliens fortrukne feriested, Öland.
Her er Sollidens slott hvert år samlingspunktet for kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria og prins Daniel med prinsesse Estelle, prinsesse Madeleine og Chris O’Neill og deres børn samt nygifte prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
Kronprinsesse Victoria fylder år den 14. juli, hvilket betyder, at festlighederne, som kaldes ”Victoriadagen” i år vil finde sted i morgen tirsdag.
SE VIDEOEN: Prinsesse Estelle fejrer sin mor
Kronprinsesse Victoria bliver fejret med maner
Første gang Victoriadagen blev fejret var i 1979, og siden er det blevet en fast, tilbagevendende begivenhed.
Kronprinsesse Victoria selv havde sin debut til arrangementet som syv-årig i 1984.
I år fylder den populære kronprinsesse 38 år, og det bliver igen fejret med flere, festlige arrangementer, hvor man kan komme helt tæt på den svenske kongefamilie.
Prinsesse Estelle har deltaget
Allerede omkring klokken 14 viser dagens hovedperson sig, når kronprinsesse Victoria sammen med kongeparret og prins Daniel møder folket udenfor Sollidens slott.
Også kronprinsessens charmerende datter, prinsesse Estelle, har deltaget de seneste gange, og tiltrukket sig megen opmærksomhed med sit sprudlende og kære væsen.
Kronprinsessen tager sig altid rigtig god tid til at hilse på de mange tusinde mennesker, som er mødt op, tage imod buketter, lykønskninger, små gaver.
Kronprinsesse Victoria stiller op til billeder
Og hun stiller undervejs også gerne op til utallige selfies med royale fans.
Imens løber prinsesse Estelle rundt og hygger sig med far, prins Daniel, og mormor, dronning Silvia.
Få timer efter, kl. 18.30, slutter resten af familien sig til fejringen, når der er en stor koncert på den nærliggende Borgholm Idrætsplads med kendte, svenske kunstnere.
Nygift prinsepar deltager
I år kan publikum glæde sig over, at nygifte prins Carl Philip og hans smukke hustru, prinsesse Sofia, og prinsesse Madeleine med sin mand, Chris O’Neill, igen er med på første række.
Prinseparret er næsten lige kommet hjem fra deres romantiske bryllupsrejse, mens det er første gang, at prinsesse Madeleine igen ses til et officielt arrangement efter fødslen af sønnen prins Nicolas den 15. juni.
Ifølge svenske Expressen er der endda gode chancer for, at også prinsesse Estelle vil overvære det store show.
Kronprinsesse Victoria uddeler stipendie
De kongelige vil sikkert igen sidde og nyde musikken, hyggesnakke og grine sammen.
Og forhåbentlig bliver vejret bedre end sidste år, hvor det regnede voldsomt om aftenen.
Under koncerten vil kronprinsesse Victoria også igen uddele Victoriastipendiet, som i år går til svømmeren Sarah Sjöström.
I år optræder blandt andet Sven Bertil Taube, Carola Häggkvist og John Lundvik.
Du kan følge "Victoriadagen" på svensk TV1 kl. 21:00.