20. dec. 2016
Af Birgitte Engen

Se billederne: Strålende kongelige i fantastiske Nobel-kjoler

Fantastiske gallakjoler fra Nobelfesterne
Årets Nobel-fester i Stockholm bød på skønne royale kvinder i fantastiske kjoler og smykker. Kronprinsesse Victoria overstrålede de fleste i en overraskende gallarobe fra H&M.

Nobelfesterne er uden sammenligning årets fester i Sverige. Og igen i år blev det et par overdådige begivenheder med kongefamilien i centrum.

Kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prinsesse Sofia, prins Carl Philip samt prinsesse Madeleine og Chris O'Neill havde alle fundet deres fineste festtøj frem for at hylde stjernerne fra videnskabens og litteraturens verden.

Banket på rådhuset og middag på slottet

Selve prisuddelingen foregik om eftermiddagen i Stockholms koncerthus, og derefter mødtes alle deltagerne til aftenens store gallabanket i den pompøse Blå hallen på Stockholms rådhus. Her sad de kongelige æresgæster sammen med prismodtagerne ved et langt hædersbord i midten af salen.

Dagen efter inviterede kong Carl Gustaf traditionen tro prismodtagerne på en udsøgt middag på det kongelige slot i Stockholm.

SE BILLEDERNE: Det bar kronprinsesse Victoria i Italien

Begge dage begejstrede dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prinsesse Sofia og prinsesse Madeleine modeeksperter med deres stilfulde rober.

De havde hver især valgt at fremhæve de bedste sider af sig selv med kvalitetsdesign og kostbare smykker.

Kronprinsesse Victoria i H&M-design

Til banketten på rådhuset strålede især kronprinsesse Victoria, klædt i en ekstravagant sølvfarvet aftenrobe. Kjolen var bæredygtigt specialdesign fra den svenske tøjkæde H&M, syet i et lækkert jacquardvævet stof med gyldent mønster med asymmetriske linjer og et voluminøst skørt. Hertil bar Victoria det imponerende ståldiadem med blomster, hvedeaks og egeløv, udført i slebet stål, forgyldt messing og brillanter. Til kongens middag dagen efter var kronprinsesse Victoria i en smuk guldpailletkjole i slankt design fra britiske Jenny Packham.

Prinsesse Sofia lånte familiejuvelerne

Prinsesse Sofia havde valgt en mere minimalistisk, smaragdgrøn kjole, kreeret af svenske House of Dagmar. Den moderne kjole var i et skulpturelt snit med vide ærmer. Hertil havde Sofia lånt kronprinsesse Victorias fornemme ståldiadem, mens øreringene med smaragder og diamanter var udlånt af dronning Silvia. Aftenen efter havde prinsesse Sofia igen lånt kongelige juveler, denne gang det såkaldte Fyrknapps-diadem, som stod smukt til hendes plisserede rosa kjole fra svenske Stylein.

Dronning Silvia i sølvblå pailletter

Dronning Silvia selv var i en glitrende gallakjole, overstrøet med tusindvis af pailletter i sølvblå nuancer. Den lange aftenkjole med et lille slæb havde dyb udskæring, så dronning Silvias favorit-juveler, Leuchtenberg-safir-garnituret med diamanter og safirer, for alvor kom til sin ret. Til middagen hjemme på slottet var dronning Silvia igen flot i en rød kjole med transparent blondeoverstykke og dronning Sofias diamantdiadem.

SE BILLEDERNE: Kjolemærket, de kongelige kvinder er vilde med

Prinsesse Madeleine kom skridende ned ad den store trappe på rådhuset i en rosa drøm af en corsagekjole. Haute couture-kjolen var designet af svensk-libanesiske Fadi el Khoury og havde et stort skørt med langt slæb, overstrøet med organzablomster og små perler. Over corsagetoppen var en transparent bluse i silkeorganza. Madeleines fine lyse lokker var sat op i en løs knold, smykket med prinsesse Sibyllas diamantdiadem.

Læs mere om: