SE BILLEDERNE: Victoria, Madeleine og Sofia sammen til romantisk bryllup
Den svenske kongefamilie var trukket i deres stiveste puds, da de lørdag deltog i celebert bryllup i Hölo Kyrka lidt udenfor Stockholm.
GALLERI: Victoria til bryllup i Stockholm
Det glade brudepar var prinsesse Madeleines bedste veninde, Louise Gottlieb, og hendes tilkomne, Gustav Thott. Og for den kongelige familie var det et helt specielt bryllup.
Prinsesse Madeleine var udnævnt til brudeterne, mens datteren Leonora fungerede som brudepige for den vordende brud. Og da bruden blev ført op ad kirkegulvet af sin far, Fredrik Gottlieb, på venstre side, sad Chris O'neill og sønnen Nicolas klar i kirken. Med til vielsen var også kronprinsesse Victoria og prins Daniel, prins Carl Philip og Sofia - samt kongeparret, Carl Gustaf og dronning Silvia, som naturligvis var dagens absolutte hædersgæster.
Holdt tale for sin veninde
Men Madeleines opgaver stoppede skam ikke ved jobbet som brudeterne. Under festen holdt hun også en meget personlig tale til sin bedste veninde, og at dømme efter klapsalverne var talen en kæmpe succes.
Efter vielsen var 250 bryllupsgæster inviteret til fest i et kæmpe telt i nærheden af familiens sommerhus i den svenske skærgård. Gæsterne blev alle sejlet med båd til festen, som varede til solen atter stod op.