SE BILLEDET: Kronprinsesse Victoria forvandlet til populær tegneseriefigur
Kronprinsesse Victoria har strålet fra alverdens forsider gennem tiden.
Men nu kan kongelige fans glæde sig til en helt særlig én af slagsen, når kronprinsesse Victoria bliver hyldet af selveste Andeby med sin egen Anders And-forside i Sverige.
Den sjove og søde fejring af kronprinsesse Victoria sker i forbindelse med, at hun fredag den 14. juli fylder 40 år.
SE VIDEO: Bevæget prins Daniel hylder sin hustru
Første kongelige forside
Det er første gang, at Kalle Anka & Co., som Anders And-bladet hedder i Sverige, har en kongelig på forsiden, oplyser Egmont Publishing, der står bag udgivelsen.
Kronprinsesse Victoria bærer på forsiden et flot diadem og har et sødt næb, og bliver fejret af Anders And med kage og skønsang.
Stem om navnet
Det helt rigtige Anders And-navn, der selvfølgelig hører til enhver beboer i Andeby, har kronprinsesse Victoria endnu ikke fået.
Det kan fans og læsere på Kalle Ankas Facebookside stemme om i løbet af ugen.
Andre kendte har medvirket
Tidligere har også kendte svenske personligheder som fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic (som i bladet fik navnet Zlanka Ibraformovich), sangerinden Loreen (Hårfeen), og statsminister Stefan Löfven (Staffan Sjöben) medvirket i bladet.
I det kongelige nummer af Anders And-bladet vil der også være en tidslinie over kronprinsesse Victorias liv samt andre historier om prinsesser.
Nummeret kan købes i Sverige fra tirsdag den 11. juli.