Se kronprinsesse Victoria hoppe på et ben op ad trappe
36-årige Kronprinsesse Victoria lader sig ikke slå ud af en forstuvet fod. Det beviste hun onsdag, hvor hun som planlagt deltog i uddelingen af Tobias-prisen på det kongelige videnskabsakademi i Stockholm.
Her skulle den svenske kronprinsesse uddele en pris, og hun valgte at give slip på sine krykker og i stedet hoppe op ad trappen til scenen på sin raske, højre fod.
Det går bedre
Prismodtageren Stein Erik Waelgaard Jacobsen tilbød ellers at hjælpe kronprinsesse Victoria, men hun takkede venligt nej, og kæmpede sig selv op på scenen, skriver Svensk Damtidning.
- Det går bedre, tak, svarede Sveriges kronprinsesse på spørgsmålet om, hvordan hun har det.
Det er knap tre uger siden, at hun blev skadet i en skiulykke under en ferie i Schweiz. Her faldt hun så uheldigt, at hun forstuvede sin venstre fod, og siden da har kronprinsessen gået med krykker og haft en støvlebandage på, for at foden ikke kan bevæge sig.