Sofia Hellqvist til hemmelig generalprøve på slottet
Sofia Hellqvist var mandag omgivet af flere af de personer, som er involveret i hendes bryllup med prins Carl Philip den 13. juni.
Ifølge svenske Expressen kom de alle til det kongelige slot i Stockholm for at deltage i en generalprøve op mod vielsen.
Sent om eftermiddagen ankom prins Carl Philips fætters hustru, Maline Sommerlath, med døtrene Chloé og Anais, som flere svenske medier har peget på som mulige brudepiger.
Prins Carl Philip er gudfar til tvillingepigerne, som også var brudepiger, da prinsesse Madeleines bryllup fandt sted i 2013.
Klar med hår og make-up
Også Sofia Hellqvists to gode venner, stjerne-frisøren Marre Hitti og sminkøren og PR-medarbejderen, William Värnlid, var tilstede.
Det er forventet, at Marre Hitti kommer til at sætte håret på Sofia Hellqvist på bryllupsdagen, og at William Vänlid skal stå for hendes make-up.
Også hoffets pastor, Michael Bjerkhagen, der sammen med overhofprædikant Lars-Göran Lönnermark står for vielsen, var tilstede.
Kort efter kl. 21 kørte Sofia Hellqvist igen fra slottet i sin Mitsubishi.