Spændende nyt: 7-årige prinsesse Estelle får sin første mærkesag
Der venter prinsesse Estelle, 7, spændende oplevelser i det nye år, efter at det svenske hof har offentliggjort, at der er blevet oprettet en ny fond i prinsessens navn.
"Prinsesse Estelles kulturstiftelse" hedder den nye fond, der kommer til at have fokus på kunst og kultur og som hendes forældre, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, har taget initiativ til.
Første projekt klar
Første projekt for fonden vil være at fortsætte skulpturudstillingsprojektet i det mondæne Stockholmsområde Djurgården i sommeren 2020, skriver hoffet på kongehusets hjemmeside.
"Med dette initiativ vil kronprinsesseparret fremhæve kunsten og kulturens betydning for et åbent og moderne sammenhold," lyder det endvidere fra hoffet.
Moderne kunst
Fonden kommer til at præsentere moderne kunst og skulpturer i Djurgården, der bliver tilgængeligt for alle og ikke kommer til at koste entré.
Idéen til skulpturprojektet i Djurgården fik kronprinsesse Victoria og prins Daniel, da de var protektorer for Umeå, der var Europas kulturhovedstad i 2014.
Også prinsesse Estelle deltog dengang i besøget.
Besøgte skulpturpark
I Umeå besøgte de blandt andet en skulpturpark i byen.
Prins Daniel sidder i bestyrelsen af sin datters nye fond, der finanseres gennem private donationer.