
Stod ikke i kalenderen: Det svenske kongepar og kronprinsesse Victoria var ude "at tura"

Der var tirsdag overraskende royalt besøg på M/S Aurora, der sejler mellem Helsingborg i Sverige og Helsingør i Danmark.
For kong Carl Gustaf, dronning Silvia og kronprinsesse Victoria dukkede pludselig op på Øresundslinjen.

Ifølge den kongelige kalender var kronprinsesse Victoria i Helsingborg havn for at besøge en isbryder, men udflugten med kongeparret og Øresundslinjen var altså ikke annonceret.

Ifølge Ritzau Scanpix havde kongeparret besøgt en ven, og de besluttede sig altså for at gøre deres datter selskab på færgen mellem Sverige og Dannmark.
Kronprinsesse Victoria fik blandt andet lov til at trykke på tågehornet, hvilket affødte en ret så komisk grimasse.

Ifølge Ritzau Scanpix var kongeparret og deres datter ude "at tura", som svenskerne kalder det. Begrebet dækker over, at man tager færgen mellem de to nabolande, men ikke går i land i Danmark, men sejler retur til Sverige igen.
Svenskerne tager turen for at benytte sig af, at alkohol udskænkes lidt mere liberalt i Danmark end i Sverige – om kongeparret og kronprinsessen benyttede sig af det, melder historien intet om.
