Svensk guldvugge klar til prins Oscar

Det er selvfølgelig selve den kirkelige handling, der er det absolutte højdepunkt, når Sveriges prins Oscar bliver døbt.
For den lille hovedperson er det dog nok middagsluren i den royale guldvugge, der bliver det mest behagelige på den store festdag.
Karls hverdagsvugge
Den fornemme, gamle vugge er naturligvis klar til dåbsbarnet.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniels søn Prins Oscar kommer til at ligge og slappe af i Karl XV's vugge. Den blev lavet, inden prins Karl XV's fødsel i 1826. Dengang blev vuggen brugt i hverdagen, når prins Karl skulle vugges stille og roligt i søvn. Senere brugte hans brødre Gustav og Oskar den også, når de skulle genoplade baby-batterierne.
Prins Oscar viderefører gylden tradition
Nu er det altså små 200 år senere tid til en ny prins Oscar, som viderefører en stolt tradition.
Før prinsesse Eugénies dåb i 1830 blev der taget hul på en ny vuggetradition. Prins Karl XV's hverdagsvugge blev prinsessernes gyldne paradevugge. Dengang var den opstillet på Georg Haupts paradepodium ligesom ved prinsesse Madeleines dåb 1982, prins Nicolas' dåb sidste år og prinsesse Leonores 2014-dåb, som billedet øverst er fra.
Prins Oscar kommer til at ligge og slumre på Kungliga slottet, hvor gæsterne ankommer til mellem klokken 13.00 og 14.30 fredag.
Endnu en royal vugge
Det svenske kongehus ligger inde med endnu en dåbsvugge. Det er Karl XI's vugge helt tilbage fra 1655. Den blev senest brugt i forbindelse med prins Carl Philip dåb i 1979.