21. feb. 2014
Af Malan Joensen

Svensk hofekspert: En historisk fødsel

Prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill på bryllupsdagen 8. juni 2013.
Prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill på bryllupsdagen 8. juni 2013.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Prinsesse Madeleine er blevet mor for første gang torsdag aften lokal tid i New York.

Torsdag aften klokken 22.41 kom prinsesse Madeleine og Christopher O’Neills førstefødte til verden, og ankomsten af den lille pige er ifølge Johan T. Lindvall, journalist og hofekspert ved den svenske avis Expressen, historisk:

”I stedet for at føde på Karolinska-sygehuset (i Sverige, red.) som storesøster kronprinsesse Victoria gjorde i 2012, da hun fik prinsesse Estelle, valgte prinsesse Madeleine og Christopher O’Neill et sygehus i New York, et af de mest eksklusive og i nærheden af deres bolig. Prinsesse Madeleine og Christopher O’Neill har selv taget beslutningen om at datteren skal fødes i USA, og det er historisk især set i ét perspektiv: Det er første gang i moderne tid, at en prinsesse af Sverige fødes uden for svenske grænser. Siden 1899, da prinsesse Margaretha blev født og frem til 2012 og prinsesse Estelle, er der blevet født elleve svenske prinsesser”, skriver Johan T. Lindvall blandt andet på Expressens hjemmeside her til morgen.

Får tildelt et hertugdømme

Ifølge Expressen er det besluttet, at prinsesse Madeleine og Christopher O’Neills datter får titel af svensk prinsesse, og at hun også vil få tildelt et hertugdømme.

Ifølge Johan T. Lindvall fra Expressen er det utænkeligt, at den lille pige, der både har amerikansk og svensk statsborgerskab, en dag vil blive dronning af Sverige, fordi kronprinsesse Victorias datter prinsesse Estelle og eventuelle fremtidige børn står forrest i arvefølgen, ligesom også prins Carl Philips eventuelle fremtidige børn står foran prinsesse Madeleine og Christopher O’Neills lille datter.

Derimod er der selvfølgelig mulighed for, at den lille ny verdensborger kan blive dronning i et andet land, ligesom det skete for den svenske prinsesse Ingrid, søster til den nuværende kong Carl Gustafs far kronprins Gustaf Adolf, fortæller Johan T. Lindvall.

Prinsesse Ingrid blev gift med den danske kronprins Frederik i 1935, den senere kong Frederik 9., og hun blev således senere dansk dronning.

Læs mere om: