Svenske Silvia: Dronnning Ingrid er mit store forbillede
Når den svenske dronning forsøger at rådgive kronprinsesse Victorias kommende mand Daniel Westling i den svære kunst at træde ind på den royale scene som ikke-adelig, så kommer mange af rådene direkte fra dronning Ingrid.
Da Silvia i sin tid kom til Skandinavien for at blive gift med svenske Carl Gustaf, var det nemlig dronning Ingrid, der tog hende til sig og viste hende ømhed og omsorg.
- Jeg var nyforlovet med kongen, og dronning Ingrid inviterede mig til at bo hos hende i tre dage. Betænksom, som hun var, havde hun også inviteret prinsesse Margaretha, kongens søster. Jeg oplevede øjeblikkelig en uhørt varme hos dronning Ingrid. Jeg havde ventet, at dronningen ville sende en chauffør for at hente mig i Kastrup. I stedet kom hun personligt derud, og hendes bil holdt på pladsen ved siden af flyet.
Da vi skulle køre væk, sørgede hun for, at jeg sad, hvor jeg skulle i bilen. Hun lærte mig kongelige protokoller og regler ved - uden ord - at vise, hvordan det skulle være.
Hun viste mig stor ømhed, og at hun bekymrede sig om mig. Dronning Ingrid var der altid, og det betød meget for mig, fortæller Silvia til det svenske magasin Queen.