Tillykke til dronning Silvia
Rejser man til Sverige i dag, vil man lægge mærke til, at der flages mange steder, for den svenske dronning Silvia kan i dag fejre sin 70 års fødselsdag.
Ugen op til fødselsdagen har budt på flere markeringer af dronning Silvias runde dag - den 18. december modtog hun det officielle Sverige på kongeslottet, og dagen efter var der festforestilling på Oscarteatret i Stockholm.
Op til 70-års fødselsdagen blev der også stiftet en fond i dronningens navn med titlen ”Care About the Children”.
Hvilke særlige planer dronning Silvia har for selve fødselsdagen i dag, ved man indtil videre ikke meget om, men man mener, hun fejrer den under private former med familie og venner fra ind- og udland på Drottningsholms Slot.
Det svenske hof oplyser, at fødselsdagen fejres med en salut fra Skeppsholmen i Stockholm klokken 12, og at de, der vil ønske dronning Silvia tillykke med dagen, kan gøre det via kongehusets Facebookside eller via en formular på kongehusets hjemmeside.