Topmodellen Marcus Schenkenberg roser Victoria
Den svenske topmodel Marcus Schenkenberg, som rangerer blandt verdens højest betalte mandlige modeller, har kun lovord til overs for kronprinsesse Victoria og hendes valg af ægtemand.
Det er BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau, der fra Stockholm kan fortælle, at tysk TV her til eftermiddag interviewede den svenske model foran Grand Hotel.
Her gik snakken naturligvis på lørdagens royale bryllup, og ifølge Annemette Krakau var Marcus Schenkenberg fuld af beundring for Victoria.
- Victoria kan i princippet få hvem som helst, men det er så dejligt at se, at hun har valgt med hjertet, sagde Markus, der naturligvis også sendte en kæmpe lykønskning til Victoria og Daniel.
Annemette Krakau fortæller, at Marcus Schenkenberg talte meget engageret og virkede oprigtigt interesseret i kronprinsesse Victorias lykke.
- Det er en meget stor dag for Sverige og ikke mindst for Victoria, kom det stort fra modellen, der er verdenskendt for sin flotte overkrop og mindst lige så kendte mavemuskler.